Behandling af personoplysninger
Når du er patient hos Trøjborg Lægehus, registrerer vi oplysninger om dig, som er nødvendige for at kunne undersøge, rådgive og behandle dig.
Din patientjournal
Læger og andre autoriserede sundhedspersoner har pligt til at journalføre relevante oplysninger i forbindelse med deres arbejde. Derfor bliver relevante oplysninger fra dine kontakter med lægehuset registreret i din patientjournal.
Vores journalsystem hedder XMO. Gennem journalsystemet kan vi blandt andet modtage prøvesvar, undersøgelsesresultater, henvisninger og oplysninger fra sygehuse, laboratorier, speciallæger og andre dele af sundhedsvæsenet.
Det betyder ikke, at vi har adgang til alle oplysninger, der findes om dig i sundhedsvæsenet. Vi har eksempelvis ikke generel adgang til at læse hele din journal fra et sygehus eller alle notater hos andre læger og behandlingssteder.
AI-assisteret journalføring
For at give mere tid og opmærksomhed til samtalen kan vi i nogle konsultationer anvende AI-assisterede værktøjer som hjælp til journalføringen.
AI'en er alene et hjælpeværktøj. Det er altid den sundhedsperson, der anvender værktøjet, som har ansvaret for journalføringen og gennemgår og godkender indholdet, inden det gemmes i patientjournalen.
Hvilke oplysninger behandler vi?
Vi behandler de oplysninger, der er relevante og nødvendige i forbindelse med dit behandlingsforløb.
Det kan blandt andet være:
- navn, kontaktoplysninger og CPR-nummer
- oplysninger om dit helbred, symptomer og diagnoser
- medicin og vaccinationer
- prøvesvar og undersøgelsesresultater
- henvisninger og oplysninger fra andre behandlingssteder
- relevante oplysninger om tidligere sygdomme
- andre oplysninger, som er nødvendige for din undersøgelse og behandling.
Dine oplysninger kan behandles af læger, sygeplejersker, jordemødre og andet relevant personale i lægehuset, når det er nødvendigt for deres arbejdsopgaver og din behandling. Oplysningerne behandles fortroligt efter reglerne om tavshedspligt, journalføring og databeskyttelse.
Adgang til din journal
Du har som udgangspunkt ret til at få indsigt i din egen patientjournal og få en kopi af journalen.
Hvis du ønsker indsigt i din journal eller har spørgsmål til oplysningerne i den, kan du kontakte lægehuset.
Vil du vide mere?
Du kan læse mere om, hvordan Trøjborg Lægehus behandler og beskytter dine personoplysninger, hvor oplysningerne kommer fra, hvem de kan deles med, hvor længe de opbevares og dine rettigheder i vores privatlivspolitik.
Har du spørgsmål om behandlingen af dine personoplysninger, er du også velkommen til at kontakte Trøjborg Lægehus på telefon 86167688.
Senest opdateret august 2026
