Før graviditeten
Hvis du planlægger at blive gravid, kan det være en god idé at få råd vedrørende helbredsspørgsmål i forbindelse med graviditeten.
Hvis du tager fast medicin, bedes du bestille tid ved læge/jordemoder med henblik på rådgivning.
Det anbefales, at du allerede fra du planlægger at blive gravid, tager 1 tablet folinsyre 400 mikrogram dagligt.
Desuden bør du være opmærksom på indtag af alkohol samt rygning.
Er jeg gravid?
Du kan købe graviditetstests på apoteket, som er meget pålidelige. Hvis testen er positiv, er du gravid.
Normalt kan graviditeten påvises den dag, hvor du skulle have haft din menstruation. Hvis testen på dette tidspunkt er negativ, men du fortsat tænker, at du er gravid, gentages testen et par dage senere. Du er velkommen til at komme i klinikken, hvis du er i tvivl.
Graviditetstest kan også udføres hos os ved aflevering af urinprøve.
Hvis du er blevet gravid?
Book tid ved en af vores jordemødre - gerne i graviditetsuge 8+2 - 9+5.
Hvis du er i tvivl om graviditetsugerne, er du velkommen til at ringe til sekretæren, så vil hun hjælpe med at booke tiderne.
Terminen og beregning af hvilken graviditetsuge du er i, regnes ud fra din sidste menstruations første blødningsdag.
Generelle råd i graviditeten:
Rygning er meget skadeligt for barnet. Derfor bør du stoppe med at ryge, og du bør så vidt muligt undgå passiv rygning.
Undgå alkohol.
Drik ikke mere end tre kopper kaffe om dagen.
Det anbefales, at man er fysisk aktiv min. 30 minutter hver dag. Undgå kontaktsport, skiløb og ridning.
Sunde vaner er en pjece, Sundhedsstyrelsen har udarbejdet. Her kan du finde information om bl.a. kost og kosttilskud før, under og efter graviditeten.
Du kan læse mere om anbefalinger til gravide på Sundhedsstyrelsens hjemmeside; www.sst.dk/da/viden/Graviditet-og-foedsel
Kosttilskud
- Folsyre
- Det anbefales at tage 400 mikrogram dagligt fra graviditeten planlægges og de første 3 måneder af graviditeten. Folsyre kan fås som enkelttilskud eller i en multivitamin.
- Jern
- Det anbefales at tage 40-50 mg jern dagligt fra graviditetsuge 10 og resten af graviditeten. Hvis du har meget kvalme, kan du vente med at starte til graviditetsuge 18. Jerntilskuddet tages separat og mellem måltiderne, hvor optagelsen er bedst. Må ikke tages sammen med mælk.
- D-vitamin
- Det anbefales at tage 10 mikrogram D-vitamin daglig igennem hele graviditeten
- Kalk (Calcium)
- Kalk er vigtigt for den gravides og det ufødte barns knogler. Kalk fås nemmest gennem mælk og mælkeprodukter. Det anbefales, at du får det der svarer til 1/2 liter mælkeprodukt om dagen. Hvis du ikke får dette, anbefales et dagligt tilskud på 500 mg calcium.
Graviditetsundersøgelser
Graviditetsundersøgelse i uge 8 - 9
Undersøgelsen skal gerne ligge i uge 8 + 2 til 9 + 5 af hensyn til blodprøverne.
Du vil få udleveret en graviditetsplan med information om graviditetens forløb angående læge- og jordemoderkonsultationer og eventuelle scanninger.
Svangerskabs- og vandrejournal vil blive opstartet. I den forbindelse vil der bl.a. blive snakket livsstil, kosttilskud, motion og arbejde.
Du vil få målt blodtryk og få taget blodprøver.
Du bedes lave en urinprøve, når du kommer. Urinen undersøges for sukker, protein og blærebetændelse.
Denne undersøgelse foregår ved en jordemoder.
Jordemoderen tager stilling til, om der er specielle forhold på dit arbejde, som du skal være ekstra opmærksom på. Endvidere tales derom, hvorvidt der er arvelige sygdomme i familien eller andre ting, der skal være opmærksomhed på i løbet af din graviditet.
Du bliver her informeret om mulighed for prænatal diagnostik.
På hjemmesiden graviditet.auh.dk under scanninger i graviditeten kan du finde mere information om undersøgelse af fosteret.
Graviditetsundersøgelse i uge 25
Denne undersøgelse foregår i lægehuset ved jordemoder eller læge.
Her vurderes din generelle trivsel samt arbejds- og familiemæssige belastninger.
Du vil få undersøgt din vægt, dit blodtryk, din urin, og du vil blive mærket på maven samt få lyttet hjertelyd.
Hvis din blodtype er rhesus negativ, vil du få taget en blodprøve for at finde ud af, hvilken rhesustype dit barn har.
Hvis du er disponeret til graviditetsbetinget sukkersyge, skal du informeres om sukkerbelastning.
Senest fra uge 25 skal du mærke barnet bevæge sig hver dag.
Graviditetsundersøgelse i uge 32
Denne undersøgelse foregår i lægehuset ved jordemoder eller læge.
Her vurderes dit generelle helbred og din trivsel samt forventninger til fødsel og barsel.
Du vil få undersøgt din vægt, dit blodtryk, din urin, og du vil blive mærket på maven samt få lyttet hjertelyd.
Kontroller efter fødslen
5 ugers undersøgelse af dit barn.
8 uger efter fødslen tilbydes du en undersøgelse. Her vil vi snakke om din fysiske og psykiske tilstand, jeres trivsel i familien samt snakke prævention. Du vil få foretaget en gynækologisk undersøgelse.